Sider

Viser opslag med etiketten Tilpasning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tilpasning. Vis alle opslag

tirsdag den 26. august 2014

Brudepigekjoler















De sidste mange måneder er gået næsten udelukkende med at designe og sy tre brudepigekjoler. De to af kjolerne var til mine egne piger, som ses på billederne. Det var min mands lillesøster, der skulle giftes. Da hun spurgte om mine børn kunne tænke sig at være brudebørn, tilbød jeg, at sy kjoler til pigerne. Til brylluppet var der hele 7 brudebørn (fire drenge og tre piger). Det var et meget flot syn.

Jeg brugte mange timer på at kigge billeder på nettet af brudepigekjoler, for at blive inspireret. Jeg tegnede mange skitser og kiggede på mange forskellige materialer. Sammen med bruden fik vi indkredset, hvilket design kjolerne sådan nogenlunde skulle have. Men bruden havde endnu ikke selv valgt kjole, så mange muligheder var stadig åben. Næste step var så at finde et egnet mønster - og jeg ledte og ledte, men fandt aldrig lige præcis, det jeg var ude efter. Jeg tog derfor den beslutning, at jeg selv ville konstruere mønstret udfra forskellige mønstre. Det var en beslutning, som resulterede i mange prøve syninger af overdelen. Men det var også en beslutning, som jeg har lært fantastisk meget af. Og i bagspejlet ikke ville have været foruden. Kjolerne er nemlig helt unikke og special syet til hver af pigerne efter deres mål. Den treide kjole blev syet uden at jeg havde set pigen. Jeg havde kun hendes mål. Derfor fik jeg også ret hurtigt i processen købt en børngine. På et tidspunkt kunne jeg godt mærke på mine børn, at de var trætte af hele tiden at skulle prøve overdelen, stå stille og passe på alle nålene. Og det var et godt køb. Ginen er flittigt blevet brugt og vil det helt sikkert også fremover. 

Overdelen kommer fra en voksen 50'er kjole fra Symagasinet. Den er nedskaleret til børnestørrelse (str. 6, 8 og 10 år). Det tog mange forsøg, for den var helt rigtig. Den er syet i en kraftig brudesatin med en blonde lagt ind over. Skørtet er også brudesatin som i overdelen. Mønsteret kommer fra en brudepigekjole også fra Symagasinet. Men den er forlænget med 20-40 cm, så den går til anklerne. Over skørtet er der fire lag tyl, der er rundskåret og rynket. Så det bliver luftigt og kan puffes op. Under skørtet havde de et underskørt, som jeg havde købt i Lilly - der var ikke tid til også at sy dem, så der rundede jeg lige et hjørne. 

Pigerne var meget flotte og stolte over at være brudepiger og over at have så flotte kjoler på. De følte sig lidt som prinsesser. Det var et fantastisk godt bryllup og de passede flot til brudens kjole, som var lang og fuld af tyl og uden ærmer og stropper. Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at sy kjolerne og give den fuld gas...     

mandag den 28. oktober 2013

Se min kjole....







Min bryllupsdagskjole, som desværre ikke nåede at blive færdig til selve dagen, men den kan jo også bruges til andre lejligheder. Den tog meget længere tid at sy end planlagt og samtidig blev familien ramt af sygdom (feber) på skift. Mønsteret er fra symagasinets nyeste nr. (11/13), men jeg har tilpasset det til min krop. Det var det, der tog lang tid, for jeg har jo stadig kun gang i at lære det. Jeg har brugt principperne i bogen FFRP, som jeg tidligere har nævnt her. Jeg synes det er så fantastisk, hvordan man ved nogle relativt simple teknikker, kan få mønsteret til at passe perfekt. Det tager længere tid, men resultatet er også bare så meget bedre. Den er tilpasset over brystet, i taljen og i længden. Jeg har lært i FFRP bogen, at kjoler til mig (min figur) skal gå lige under knæet eller ved anklen. Ikke overknæet og ikke på læggen. Har prøvet alle mine kjoler i skabet og kan godt se, hvad de mener. 

Kjolen er også med et helt underskørt, da blomsterne på stoffet er broderet på. Så for ikke at "slide" direkte på broderiet valgte jeg et underskørt. 

Stoffet er købt i en nyopdaget butik i Bazar Vest her i Århus (Bazar stof). De har mange skønne feststoffer, pynt og tilbehør til billige penge. Det kan bestemt anbefales at kigge forbi. 

Glæder mig til at skulle have den på..... Måske man skulle holde en fest.   


torsdag den 16. maj 2013

Bluse af tilpasset mønster




I disse dage er jeg begyndt at interessere mig for mønstertilpasning. Denne bluse er syet af mit Libertystof, så jeg ville gerne have at den passede perfekt. Jeg har derfor taget udgangspunkt i et Stof og Stil mønster, som er blevet tilpasset over brystet, i længden og i hoftevidden. Det er helt vildt sjovt, synes jeg - det tager meget længere tid at sy, men resultatet skulle jo også gerne blive det bedre. Mønsteret passede ikke længere efter jeg ikke er gravid længere, så for at det ikke bare skulle ligge og ikke blive brugt, valgte jeg at ændre på det. Resultatet er da også tilfredsstillende. Måske skulle der lige have været indsnit ved brystet. Det smarte ved denne bluse, er elastikken i halsen, hvilket gør den dejlig let at amme i. 

Mens jeg har interesseret mig for tilpasning af mønstre, er jeg faldet over en teknik, der hedder FFRP (Fit For Real People). I går kom posen med en bog om teknikken og jeg glæder mig til at læse den. Og jeg er sikker på, at jeg kommer til at vise og skrive meget mere om den teknik.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...