Sider

tirsdag den 16. april 2013

Babybukser til Sigurd




Lidt tid sammen med symaskinen blev det til i weekenden og i går - ind imellem alle amningerne. Han er en meget sulten dreng. Tiden blev brugt til at sy bukser til Sigurd. Jeg har nemlig stort set ingen drenge babytøj, for da vi fik Alfred lånte jeg af familie og venner. Men denne gang er det jo oplagt selv at sy noget. 

Bukserne af elefantstoffet begyndte jeg allerede på, mens jeg var gravid. Derfor er de lavet, så de kunne bruges både af pige eller dreng. Jeg manglede kun lige at sy ribkanterne på. Elefantstoffet er noget jeg har fået af min svigermor fra den gang hun syede til sine børn. Lidt skægt, at det nu også kommer et barnebarn til gode. 

Begge hold bukser er syet efter Anna's DIY. Dog er bukserne med flyvemaskinerne uden sømrum, da jeg synes, det bedre passer i størrelsen til min lille Sigurd. 

lørdag den 13. april 2013

Betræk til ammepude


Med en nyfødt baby og tre andre børn i huset er der stort set ingen ledige minutter til at være kreativ i. Så symaskinen holder også en slags "orlov". Men i ugen op til fødslen, hvor min mor var på besøg, nåede vi at sy betræk til denne ammepude. Den er købt i Stof og Stil med tilhørende mønster til betrækket. Da jeg ikke vidste om det blev en dreng eller pige, skulle stoffet være neutralt - det havde jeg heldigvis på lageret :-) 

Da vi først havde regnet ud, hvorledes betrækket skulle sys, tog det ikke mange minutter. Det der drillede lidt var, at der i vejledningen ikke stod om mønsteret var med eller uden sømrum. Det viste sig at være incl. sømrum. 

Nu har jeg brugt puden en lille uges tid og den er god. Den har lige den rigtige størrelse, form og facon til mig og Sigurd. Så jeg vil sy endnu et betræk (når tiden tillader det) i drengefarver, for jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at skifte betræk nogle gange, da han er en lille gylper....

mandag den 8. april 2013

Nybagt vidunder-!



I nat (d. 8.april 2013) kl. 3.47 fødte jeg en dejlig dreng på Skejby Sygehus. Han måler 52 cm og vejer 3600 g. 

Et stort velkommen til vores familie....

søndag den 7. april 2013

Omsyning af T-shirt - genbrug, når det er bedst



I disse dage er min mor flyttet ind, mens vi venter på familieforøgelsen. Baby'en lader vente på sig (er i dag gået 5 dage over tid), men intet er jo som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Det giver os tid til at sy :-)

Mor havde en T-shirt med, som hun engang fik til en gymnastikopvisning. Den bruger hun ikke mere, så den er blevet syet om til en T-shirt til Alfred. Mor er ekspert i omsyning og genbrug. Så mønsteret er tilpasset, så teksten på ærmet er bevaret. Morfar har en T-shirt magen til, så nu kan Alfred og morfar matche.

fredag den 5. april 2013

Vest og bukser i babyfløjl



Min plan var egentlig at sy en quiltet vest til Sidsel, men istedet blev til til en vende vest med tilhørende bukser til Astrid. Mønsteret til vesten havde jeg fundet i Symagasinet, men da jeg skulle til at klippe i det quiltede stof, kom jeg i tvivl om størrelsen og tænkte, at jeg heller måtte lave en prøvevest først. For jeg havde jo brugt lang tid på at quilte. Da vesten var færdig passede den ikke Sidsel på 4 år, men Astrid på 7 år - trods mønsteret var en str. 4 år. Puha, der var jeg glad for at have lavet en prøvevest først. For jeg havde nok aldrig fået "solgt" en quiltet vest til Astrid - hun har det altid så varmt. Istedet lavede jeg et par matchende bukser i MiniKreas mønster str. 8 år til hende, så det blev til et sæt. Bukserne har samme grønne foer som vesten. 

Så må jeg igang med at tilrette mønsteret, så det passer til Sidsel.....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...