Sider

tirsdag den 31. juli 2012

Chokolademuffins med mousse og marengs


Havde i aften gæster på besøg, hvilket gav mig anledning til at bage disse kager sammen med Astrid. Hun var hjemme i dag, da hun venter på at skulle begynde i SFO i morgen. En ny verden begynder. Det er chokolademuffins pyntet med chokolademousse og marengsblomster. Pigerne har plukket mynteblade i haven. De er ved at komme i blomst, men det synes, de bare var ekstra flot. 

mandag den 23. juli 2012

Hagesmække til en ny verdensborger



I starten af juli havde jeg travlt med at sy disse hagesmække færdig, til en ny verdensborger. Hagesmækkene er str. 6-12 mdr. og med skål. De er syet i noget rigtig skønt abestof, som jeg tidligere har vist. Jeg har syet 6 stk. ens, men forskellige ved, at der er syet forskelligt farvet kantbånd på. Det var krævende, fordi smækkene var mindre end jeg plejere at lave dem og rundingerne derfor skarpere - men det gik, og jeg er meget tilfreds. Mine nye symærker er kommet på og det ser rigtig godt ud. De er blevet givet til en meget sød lille fyr, som nok først får brug for dem om nogle mdr., men nu har han dem :-)

fredag den 6. juli 2012

Endnu en hagesmæk med skål





Jeg har arbejdet videre med mine hagesmække, så de nu findes i to størrelser. En til str. 6-12 mdr. og en til str. 12-36 mdr. Jeg overvejer nemlig at sy med henblik på salg. Konceptet er stadig en hagesmæk med udfoldelig skål, der sidder på bagsiden. Det fungerer rigtig godt. Alfred har testet modellen på alt ligefra havregryn til is og suppe. Der bliver simpelthen mindre at feje/støvsuge op, når han har en af mine hagesmække på. Samtidig er skålen ikke stiv som modellerne af plastik, så hans bevægelsesfrihed er stor. Når måltidet er færdigt vender jeg bare skålen tilbage mod bagsiden og tømmer resterne ud. Smart ik-? Set forfra ligner hagesmækken en almindelig smæk og kan også bruges som sådan en. 
Denne hagesmæk er syet i mit nye stof fra Malika & Rosa og er til en venindes pige. Trængte til at sy en hagesmæk i pigefarver oven på alle drengefarverne til Alfred.  


onsdag den 4. juli 2012

Haven lige nu


Egentlig er jeg ikke et udpræget "have-menneske", men jeg nyder, at gå en tur i haven og se, hvordan blomster og bær vokser frem. Specielt i disse dag sker der noget fra dag til dag. I dag gik jeg en tur med kamera og når man tager billeder tæt på, kan man ikke se al ukrudtet :-) Så kan enhver have komme til at ligne en million. I år er der rigtig mange figener på busken, så jeg er spændt på hvornår de bliver modne. Jordbærplanterne er også kommet i blomst og lavendel og rosen dufter bare dejligt.

mandag den 2. juli 2012

Nye stoffer (kunne ikke lade være)




Jeg er kommet til at købe nye stoffer (igen). Jeg havde ellers lovet mig selv (og manden) ikke at købe nogle, før der var syet af stofferne på lageret. MEN jeg manglede altså.... 
Astrid vil allerhelst have leggins på og jeg havde ikke mere jerseystof i nogle farve, hun ville have. Så hun har selv valgt stofferne på det første billede. Jeg har købt stof hos Malika og Rosa. Der er bare for meget lækkert at vælge imellem. Så bomuldsstofferne på billede nr. 2 faldt jeg for og måtte eje. Jeg tænker, at det kunne være rigtig sødt til kjoler til pigerne. Stoffet minder mig om min egen barnedom, hvor min mor også syede til mig og min søster. 
Stoffet med robotter er til Alfred. Han ser for tiden Postmand Per med nogle robotter, så "botter" er et af de mange ord, han siger. Tænker det kunne være sødt til noget sengetøj. 
Så stoflageret er fyldt til randen og symaskinen må igang.

søndag den 1. juli 2012

Ananas cupcakes




Det er ikke altid lige let at få noget syet med tre børn om benene. Til gengæld vil de altid gerne være med til at bage kager. Så med tre hjælpere og mange minutter senere kunne vi sætte tænderne i disse dejlige ananas cupcakes. De er toppet med vaniljecreme og pyntet med et stykke ananas og et mynteblad. Opskriften er fra Amo's fødselsdagskagebagebog og vi har tilføjet blendet frisk ananas.  MUMS
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...